Til dig, der gerne vil starte stævner

Det er udfordrende, sjovt og lærerigt at være til stævne!

Skåde Rideklub afholder hvert år C og D stævner under Dansk RideForbund (DRF) i dressur. Et C-stævne er et distriktsstævne og et D stævne er et klubstævne. Som udgangspunkt udskriver vi dressurklasser, så alle har mulighed for at deltage. Vores distrikt hedder Distrikt12.

Foruden disse afholder vi for klubbens elevryttere andre stævner og aktiviteter, som afvikles under klubbens breddeudvalg, og derfor ikke kræver rytterlicens eller konkurrenceregistrering af hesten eller ponyen. Spørg Rideskolelederen, såfremt du gerne vil vide mere om disse aktiviteter.

Stævneudvalget ansøger om mulige stævnedatoer hos DRF, og de godkendte stævner i vores klub kan ses på go.rideforbund.dk og her på hjemmesiden under aktiviteter.

Bliv klogere på alt det der stævnehalløj

Vi har udarbejdet et lille skriv med oplysninger og gode råd til dig, der ikke er vant til at starte stævner. Der findes to gode app’s, som du kan downloade til din mobiltelefon. Den ene er ”Dressur App” fra DRF, den anden er ”Equipe”.

”Dressur App” indeholder alt det, du har brug for at vide før og under ridestævnet. Her finder du dressurprogrammernes baneskitser og kritikker, tjekliste til det udstyr, der kræves, huskelister og gode råd til stævnet. Herudover er der links til DRF’s reglement og fællesbestemmelser samt links til DRF go og DRF Live.

”Equipe” er DRF’s online stævnesystem, hvor du kan se alle stævner live. Her kan du ca. en uge inden stævnet se de foreløbige startlister, og aften før er det her, du kan se de endelige startlister og dermed det tidspunkt, som du skal starte i din klasse. Klikker du på DRF live i ”Dressur App” kommer du også automatisk videre til stævnesystemet Equipe.

Ønsker du ikke at downloade disse to app’s, har du mulighed for via DRF’s og Equipe’s hjemmesider at finde de samme oplysninger.

Hvis du er elev eller part i rideskolen og vil starte et stævne i elevskolen skal du ikke have stævnelicens. Men vil du som part starte et klubstævne skal du have en licens. Spørg rideskolelederen, hvis du er i tvivl.

Stævnelicens til ryttere, der vil starte klub- og distriktsstævner
DRF kræver, at alle ryttere, der starter stævne på klubniveau og højere, tilmelder sig via DRF’s stævnesystem DRF go. For at kunne tilmelde sig her skal man have en stævnelicens. En D-licens (klubstævne) koster 250 kr. pr. år (2019) og gælder for et kalenderår. Man opretter en stævnelicens for rytteren på https://go.rideforbund.dk/opret-profil.aspx. Efter login kan man under Mine oplysninger aktivere den licens, som man har brug for (f.eks. D licens til et klubstævne). DRF har vejledninger på deres hjemmeside, hvis man er i tvivl.

Konkurrenceregistrering af heste
Hesten skal også være registeret til konkurrence. Hvis ikke hesten allerede er konkurrenceregisteret i Danmark, skal man tilmelde den. I hestens pas finder man hestens id-nummer. På DRF’s hjemmeside finder man også her vejledninger til dette. Når hesten er konkurrenceregistreret kan man koble hesten til sin profil. Det skal man bruge, når man melder til stævne.

Meld til stævne
På DRFgo https://go.rideforbund.dk/staevnekalender.aspx kan du se, hvilke steder, der afholdes stævner. Når et stævne står som ”Åben” kan du tilmelde dig. Du skal have licens og din hest skal være konkurrenceregistreret. Læs mere nedenfor.

Find det stævne, som du gerne vil starte ved. F.eks. Skåde Rideklub. Vi har forkortelsen SKÅR. Herefter vælger du den klasse (dressurprogram), som du ønsker at ride. Oversigten med de klasser, du kan tilmelde dig kalder man propositioner for stævnet. Hvis du ikke har startet stævne før, er det bedst at starte en LD eller en LC klasse.

Op til stævnedagen
Under Bemærkninger ved stævnebeskrivelsen på DRF go kan du se, om der er specielle krav til dette stævne. F.eks. om man skal melde til start i sekretariatet eller tage temperatur på sin hest. Så læs dem altid igennem.

Man kan som regel ca. en uge før stævnet se en foreløbig startliste for stævnet på Equipe https://online.equipe.com/da/competitions . Dagen før ca. kl. 18 bliver de endelige startlister lagt fast, og den tid, der står her er den tid, du skal ride dit program. Når du klikker på dit og hestens navn kommer du til en side, hvor du kan se din hests stævnenummer. Det står i en cirkel ud for hestens navn.  Hesten skal bære dette nummer, så dommeren kan se, hvem I er, når I kommer på banen. Det sættes på venstre side af hesten enten på hovedtøj, underlag eller stigbøjlen.

Har du valgt f.eks. at starte en LC1, kan du gå ind på ”Dressur App” og klikke på LC1 ikonet. Du kan nu se baneskitsen, dommerkritikken, læse om reglementeret udstyr, huskelisten og gode råd til stævnet. Under gode råd kan du læse om vigtigheden af at:

  • lære programmet grundigt
  • være punktlig og præcis når du rider programmet
  • bruge en huskeliste
  • komme i god tid
  • få styr på nerverne
  • fokusere på det positive
  • smile! Det er godt for dig og din hest
  • holde fokus alene på din hest under opvarmningen
  • og at huske reglerne på opvarmningsbanen

På stævnedagen
Kom i god tid – også selvom du rider dit første stævne på hjemmebane her i Skåde Rideklub. Der er meget, du skal nå, inden du skal ride. Hesten skal strigles og evt. have flettet manen (det er ikke et krav, men ser godt ud) ligesom dit udstyr gerne må være nypudset og se godt ud (men heller ikke et krav). Du kender bedst din egen hest, men en opvarmning er typisk mellem 15-30 minutter inden start. Husk at holde øje med tiden eller få en til at hjælpe dig med det, så du er klar til at ride ind på banen, når du bliver kaldt ind.. Det kan være en god ide at spørge en af de mere rutinerede ryttere i klubben om råd og hjælp. Der er næsten altid en i klubben, der kan hjælpe dig.

Under stævnet
Den starttid, der står på Equipe, er den tid, man skal ride. Dvs. er der en rytter foran, der melder fra, har man lov til at fastholde sin tid. Men kan også ind ride ind før, hvis man er klar til det. Man må ride ind på banen, når den forrige rytter har hilst af til dommeren og skridter ud af banen. Rider man forkert i sit program, vil dommeren gøre opmærksom på det, og man får lov til at lave øvelsen om, men får strafpoint i sin bedømmelse. Man må ride forkert 2 gange. 3. gang bliver man diskvalificeret. Hvis hesten under programridningen bliver meget nervøs og f.eks. stejler eller andet farligt, og man ønsker at opgive, løfter man sin ene arm og signalerer til dommeren, at man ønsker at opgive. Når klassen er slut, er der præmieoverrækkelse. På Equipe kan man se, hvor mange placeringer der i den pågældende klasse. Kritikken kan først udleveres, når klassen er slut. Ofte må man gerne se den og evt. tage et billede af den på sin mobiltelefon. Til de fleste dressurstævner på C- og D-niveau er præmieoverrækkelsen uden hest. Dvs. man møder op i stævnetøj men uden hest.

Hjælpere til stævner
Det er altid hyggeligt at være med de dage, hvor der er stævne i klubben. Man møder mange af de andre ryttere, forældre og der er liv i cafeteriaet. Der er mange opgaver i løbet af stævnedagen. Stævneudvalget har ansvaret for at planlægge og gøre alt klart. Under stævnet er der desuden en lang række af klubmedlemmer og forældre, der hjælper til. Der er opgaver for alle – store som små – og også for de ikke heste- eller stævnekyndige. Det er opgaver som P-vagter, klatsamlere, skrivere, tastere, kritikhentere, cafeteriahjælp, kagebagere mm. En hjælp, som er helt uundværlig for et stævnes succes. Så tøv ikke med at melde dig til en opgave en times tid eller mere.